Fra løbesmerter de sidste 12 år til 1:48 på halvmaraton

En maj måned blev jeg kontaktet af Nadia.

Hun havde de sidste 12 år aldrig kunne løbe, i en længere periode end på 5-6 uger, inden hun fik sine, altid tilbagevendende, smerter i sine knæ, som gjorde at det bare ikke bare sjovt at løbe længere. Hun havde lidt opgivet sin drøm om at løbe et halvmaraton. 

Hun havde søgt hjælp mange andre steder i årenes løb, uden effekt.
Så det var med skepsis at hun nu, på en vens opfordring, tog kontakt til mig.

Puslespillet var lidt svært at greje, da Nadia’s historie ikke helt indeholdt de informationer jeg normalt får.
Der var simpelthen ikke de store neonskilte der blinkede, som der ellers ofte er.

Vi måtte simpelthen starte fra bunden; fødderne!

Ubalance mellem fødderne

Balancen mellem højre og venstre ben var i uorden.
Der var simpelthen mere vægt på den ene fod, end på den anden.

Foden som ikke tog sin vægt, havde en bule midt på vristen, som Nadia aldrig havde lagt mærke til før. 

Så havde jeg da i hvert fald ét clue, som de andre ikke havde fundet. 

Bulen var et resultat af en forskubbelse af fodrodens knogler, som gjorde at en af dem (cuneiforme 2), stak lidt højere op end de andre. 

Det skaber instabilitet i fodens struktur, og påvirker balancen. 

Så langt så godt.

Overaktiv knæmuskel

Derfra fandt vi en overaktiv muskel som skal låse knæet i en strakt tilstand (popliteus), som ikke ville lade knæet bøje, hvilket er nødvendigt i løb, for at lave naturlig stødabsorbering.
Faktisk arbejdede den så meget, at den gjorde knæet ustabilt. 

Når popliteus lavet dét nummer, er det næsten så sikkert som amen i kirken, at hoftestabilisatorerne i samme side ikke kan lave deres arbejde. 

Det var  også var tilfældet her; gluteus maximus (den store ballemuskel) var ikke indstillet på at tilbyde stabilitet til hoften, og dermed heller ikke hjælp til knæet.

Over 4 behandlinger på 2 måneder, uden styrketræning eller lignende, fik vi flyttet fodrodsknoglen på plads, lært knæet at bøje, fritgjort meniskerne (som generede fra en gammel håndboldskade), og aktiveret hoftestabilisatorerne.

Nadia løb sit første halvmaraton til VM i september, i et roligt pace, for at kunne mærke efter, og være sikker i sit løb.

14 dage efter brændte hun H.C. Andersens Halvmaraton i Odense af på 1:47:XX – 100% smertefri.

Lad ikke dine gamle skader stoppe dig. Bliv undersøgt grundigt. 

Find ud af hvad der er roden problemerne, og få gjort noget ved det – skader opstår ikke af sig selv.

Flere indlæg i samme kategori

Kender du en som skal vide det her? Del det med dem lige her

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Har du kigget på din balance?

Denne case handler om en ung dame, som skulle ud at løbe med Kronprins Pingu på hans fødselsdag, sammen med en flot forsamling danskere.

Hun var bare usikker på, hvor god en tur det ville blive. Hun ville jo gerne lave personlig rekord – og hvilken scene at vælge til netop det!

Hun skulle løbe 10km.

Men hver gang hun kom ud over 5km., begyndte indersiden af hendes højre læg at krampe og gøre ondt. Og så er det altså svært at give sig 110% og få den PR.

Massage kunne få det værste væk, men da hun mødte op til mig, havde hun stadig ondt her 2 dage efter hendes løb, og endda med massage af sin kæreste.

Der var et helt specifikt punkt som bare bed, hver gang hun rørte det.

 

Dårlig balance

Det som gjorde udslaget i behandlingen var at vi fandt ud af, at hendes balance på det venstre ben var dårligere end det højre, og at hun loadede sit venstre ben mindre end det højre.

Og når man kun har to ben at vælge imellem, måtte det højre jo tage den vægt som det venstre ikke ville bære. Det var jo klart, at det højre ikke gad mere til sidst.

I løbet af samme session fik vi loadet venstre ben igen, og hun genvandt balancen på venstre fod.

Jeg rundede sessionen af med nogle få øvelser, hun skulle lave for at blive ved med at have en god balance på venstre ben.

 

‘Men hvad så med der hvor det gør ondt?’

Hun kiggede på uret, og konstaterede at tiden var ved at være gået og sagde skuffet:
‘Men så nåede ud jo slet ikke mit højre ben med problemet, her inden jeg skal løbe i weekenden?’

‘Nææh – men gør det noget?’ svarede jeg, og bad hende om at trykke og igen vise hvor hun havde ondt.

Det kunne hun ikke, og hun glædede sig nu meget til at komme ud og teste det.

Om det blev til personlig rekord fandt jeg aldrig ud af, men jeg fik den her besked dagen efter hun havde løbet.

Det var godt nok til mig!

Flere indlæg i samme kategori

Kender du en som skal vide det her? Del det med dem lige her

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email